Blichfeldt

I fredags var jeg med toget fra Aalborg til Århus. Det var der ikke noget uvant ved, men dette tog var et specielt tog - et velgørenhedstog. Jeg har tidligere smidt penge i en raslebøsse til Haiti og havde i forvejen planer om, at gøre det igen.

Jeg sad i hvilekupeen ved siden af en af mine tyske studiekammerater, da der kom et indsamlingshold ud efterfulgt af et tv-hold. Da der pÃ¥ en gang blev stukket en raslebøsse og et tv-kamera op i ansigtet pÃ¥ mig, gik jeg i panik. PÃ¥ en gang ville jeg gerne støtte sagen, men samtidig var jeg meget imod den mÃ¥de det blev gjort pÃ¥ - jeg syntes de i den grad gik over privatlivets grænser, da de filmede folk uden at spørge om tilladelse til det. Jeg ville ønske jeg havde sagt “jeg støtter gerne sÃ¥ snart du tager det kamera væk”, men i sÃ¥dan en situation tænker man ikke klart, sÃ¥ jeg sagde i stedet at jeg mÃ¥tte se efter, om jeg havde nogle penge pÃ¥ mig, for jeg plejer aldrig at have kontanter.

Da indsamlerne var gået videre, spurgte min studiekammerat om tv-hold i Danmark gerne måtte filme uden at spørge om det først. Jeg sagde at jeg ikke vidste det, men mente ikke der var nogle begrænsninger for hvad tv-hold må - ytringsfriheden rangerer vist generelt over privatlivet. Hun mente det var uacceptabelt og at de i Tyskland vist ikke måtte filme uden at spørge først.

Da jeg kom hjem til mine forældre kunne jeg se mig selv i TV2-Østjylland. Det var vel for så vidt harmløst, for det er jo en god ting at give penge og jeg ville have givet dem før eller siden - havde bare foretrukket at gøre det uden tv-dækning.

Det er glædeligt at se at der er blevet indsamlet så meget til Haiti. Givetvis har tv-dækningen medvirket positivt til at få flere penge ind. Det eneste spørgsmål jeg synes man bør spørge sig selv er, hvor langt medierne kan gå før det bliver usmageligt. Mange folk jeg har snakket med synes, at tv-holdet i toget er gået for langt i dette tilfælde. Det er en god sag, men er der i det hele taget nogen grund til at gå så tæt på folk i en situation, hvor folk hellere end gerne tømmer lommerne for at hjælpe?

Det nye år er startet på problematisk vis. Det var tæt på, at tegneren Kurt Westergaard blev dræbt. Heldigvis overlevede han. Nu snakker politikerne om at stramme terrorloven, for at undgå at noget lignende sker igen.

I dag har flere politikere fra begge fløje været ude med forslag om, hvordan vi bedst muligt undgÃ¥r terrorisme. SF vil sidestille søgning pÃ¥ terrorhjemmesider med søgning pÃ¥ børneporno og DF vil udsende ‘potentielle terrorister’. Selvom det er godt, at politikerne ønsker at undgÃ¥ terror giver deres forslag grund til bekymring.

En af de første bekymringer knytter sig til definitioner. Hvordan definerer man hvilke hjemmesider, der er knyttet til terror og hvordan definerer man hvem, der er ‘potentiel terrorist’? Vi har tidligere set hvad der kan ske, hvis love ikke er klart defineret - et af de klareste eksempler var kniveloven, der gik ud over fiskere og andre uheldige skæbner. Hvis ikke politikerne er forsigtige kan de f.eks. ende med at fÃ¥ anholdt studerende der skriver opgave om terrorisme og laver en uheldig søgning.

Hvem er en potentiel terrorist?
Er det én, der taler med terrorister? Er man så selv terrorist, hvis det viser sig til, at en af ens naboer planlægger terror?
Er det én, der har adgang til kemikalier, der kan bruges til at lave bomber? Er man så terrorist, hvis man er kemiker?
Er det én, der er i besiddelse af terrorplaner? Dette er formodentlig den bedste definition, men eksisterer der ikke allerede love, der gør det muligt at dømme for dette?

Jeg har rejst en del i lande, der kan defineres som autokratiske og jeg kender til problemer med forebyggende love. Da jeg var i Moldova til valget i sommers blev vi kørt til politistationen og forhørt, idet at det var mistænkeligt at nogle i selskabet også var der under det forrige valg - vores hviderussiske venner blev udvist under beskyldninger for at have forårsaget uroligheder ved det sidste valg, hvilket de ikke havde, mens os danskere slap med skrækken.

Jeg hÃ¥ber ikke at der i Danmark vil kunne blive udvist folk, alene fordi regeringen ikke ønsker dem i landet. Det er næsten utænkeligt, at noget sÃ¥dant kan ske i et demokrati… men er det umuligt at en sÃ¥dan lov mod potentielle terrorister kan misbruges? Og kan Danmark kæmpe for demokrati og frihedsrettigheder omkring i verden, mens der gives køb pÃ¥ samme herhjemme? Jeg hÃ¥ber virkelig ikke at loven kommer…

2010 startede heldigvis ikke med begravelsen af Kurt Westergaard, forhÃ¥bentlig bliver det ikke Ã¥ret der ender med begravelsen af retsstaten…

I morgen er det tid til det igen - at stemme. Forhåbentlig bliver stemmeprocenten høj. Jeg har opfordret mine venner til at gå ned og stemme, uanset hvem de stemmer på. Der er endda mange af de internationale studerende, der vil gøre deres for demokratiet ved at stemme - nogle af dem har endda forsøgt at tyde danske aviser.

Ved valg taler man ofte om “at afgive sin stemme”, hvilket der desværre alt for ofte er tale om. Man lægger sin stemme i urnen og graver den først frem igen til det næste valg. Det er vel et af hovedprincipperne i et repræsentativt demokrati? Ja, det er det, men demokrati er mere end valg. Demokrati er ogsÃ¥ diskussioner og debatter. Det er at folket medvirker til, at fÃ¥ landet til at køre sÃ¥ godt som muligt.

Jeg håber at mange vil kigge forbi valglokalerne i morgen, men i stedet for at blot afgive stemmen for at grave den frem to år senere, håber jeg at folk vil bruge deres stemmer og lade deres stemmer blive hørt igen og igen. Brug stemmen!

I gaar aftes fejrede Berlin 20-aaret for murens fald. Jeg var taget med de andre konference-deltagere til pladsen foran Brandenburger Tor for at tage del i festlighederne. Vi havde taget u-bahn til Pottsdammer Plats hvorfra vi gik mod Brandenburger Tor gennem et virvar af paraplyer. Der gik derfor ikke lang tid för selskabet var spredt ud i menneskemängden. Jeg var endt med at komme til at staa med 3 piger: 2 spaniere og en britte. Vi placerede os et sted tät ved “dominobrikkerne”, der var en räkke malede betonklodser, der skulle vältes i löbet af aftenen, et sted hvor vi ogsaa burde kunne se skermen, men paraplyerne blokerede for vores syn. En gang imellem fik vi et glimt af Merkel, Brown og Sarkozy, men det var ikke meget.
Det var langt fra kun tyskerne, der fejrede - der var folk fra hele verden. Jeg stod ved siden af nogle mennesker fra Israel, der glädede sig meget over anledningen. De lyttede ogsaa til Merkels tale, men forstod ikke meget. Jeg kunne forstaa det meste af det jeg kunne höre - ord om fred, om frihed og om fällesskab.
Det blev törvejr og folk tog paraplyerne ned.
Langt om länge faldt dominobrikkerne efter en tale af Gorbatjov. En jubel löd fra folkemängden, som de store farvede brikker faldt. Paa skärmen kunne jeg se de sidste brikker - symbolsk blev den sidste brik staaende, for der er stadig mange mure at välte.
Festlighederne paa pladsen sluttede med fyrvärkeri, hvorefter den glade folkemängde forlod pladsen for at komme ind i varmen, hvor de end maatte välge at tage hen for at fejre videre.

Jeg sidder paa nuvärende tidspunkt i Berlin efter 4 haarde men meget interessante dage. De sidste 4 dage har jeg vret til konferencen A World Without Walls, hvor der har väret interessante talere - f.eks. Dr. Benjamin Barber fra USA og Laszlo Kovakz, tidligere udenrigsminister i Ungarn. Naar jeg kommer hjem vil jeg skrive yderligere omkring konferencen - i det mindste nogle få af indlæggene.

Det er underligt at tænke pÃ¥, men for bare 20 Ã¥r siden, sÃ¥ situationen i Europa meget anderledes ud end i dag - et “jerntæppe” delte Europa i et kommunistisk øst og et kapitalistisk vest. Dette jerntæppe var symboliseret ved Berlinmuren. Om en uge (d. 9. november) er det 20 Ã¥r siden muren faldt, men det den illustrerer er stadig relevant i dag.

I løbet af de sidste 20 år er Europa gået i retning af en tættere integreret enhed - hvilket vi må glæde os over. Vi bør dog huske at muren kun er en af mange. Der er mange steder i verden, der stadig lider under diktatoriske regimer, hvor der stadig er mangel på demokrati og menneskerettigheder. Der er stadig strid imellem forskellige dele af verden. Vi skal altid arbejde for at nedbryde mure og bygge broer. Den 9. november er det tid til at fejre, men dagen efter kommer en ny dag med masser af udfordringer for Verden.

På onsdag drager jeg med nogle af mine studiekammerater afsted til Berlin og jeg ser frem til på at se en masse glade tyskere på gaden i Berlin på mandag.

Debatten har efterhånden været i gang i lang tid - debatten om irakerne. Jeg har selv været meget splittet i it syn på sagen: mellem min humanistiske overbevisning og min tro på retssamfundet.

Jeg er ikke glad for den stramme flygtningepolitik og det har jeg aldrig været, men det er desværre den vi har på nuværende tidspunkt. Derfor kan vi selvfølgelig ikke lave forskelsbehandling mellem forskellige asylansøgere - særlovgivning bliver let noget bureaukratisk rod. Jeg mener heller ikke at vi kan belønne irakerne for selvtægt, så vi skal selvfølgelig ikke give dem asyl bare fordi de sætter sig i modværge - det ville være en farlig gldebane at bevæge sig ud på.

Når det så er sagt mener jeg at det vil være en fejl at sende irakerne hjem på nuværende tidspunkt, idet at det endnu ikke er sikkert for dem, at rejse hjem. Dem der sendes hjem, er ikke sikre på at overleve. Normalt vil jeg ikke tale for at bryde loven og jeg synes det er meget kritisabelt, når politikerne gør det, men jeg vil sige at dette er et kritisk tilfælde.

Tilbage under 2. verdenskrig gik folk imod lovgiverne og transporterede jøder til Sverige, for at rede deres liv - disse folk anses som helte. Når folk så den dag i dag vil gemme irakere, for at rede deres liv - er de da forbrydere?

Vægter hensynet til loven højere, end et menneskeliv? Det mener jeg ikke. Det må være op til ens egen moral, at træffe den beslutning. Jeg tror, at hvis der kom en til min dør og bad for sit liv, ville min moral sige til mig, at jeg skulle hjælpe personen. Selvfølgelig er det skidt for retssamfundet hvis alle går og selv laver fortolkninger af loven så hvis domstolen ville straffe mig for at hjælpe et menneske i nød, måtte jeg jo tage min straf.

Ofte synes jeg at en film er god - og en sjælden gang imellem synes jeg den er rigtig god. Da jeg i går var i biografen med drengene fra mit kollegie og så District 9, var det en af de gange, hvor jeg blev positivt overrasket.

Filmen var et alternativt mix af science fiction, action og samfundskritik - det lyder som en underlig sammenblanding, men alle i selskabet var enige om, at det fungerede. Rollelisten var ikke stjernebesat, men skuespillerne gjorde det fint, så det var et plus.

Historien starter med at et rumskib med udpinte rumvæsner, hænger over Johannesburg. Det Sydafrikanske samfund er nødt til at tage sig af dem, sÃ¥ de skaber “District 9″ - et omrÃ¥de hvor rumvæsenerne kan leve i apartheid. I filmen følger vi bÃ¥de menneskerne og rumvæsnerne pÃ¥ godt og ondt. Sammenligningen med virkeligheden er tydelig og filmen giver anledning til, at tænke over den mÃ¥de vi behandler vore medmennesker.

Det er sjældent at jeg er så begejstret for en film og hvis jeg gav stjerner, ville filmen få max.

Den sidste dag, inden vi skulle med vores fly, havde vi nogle timer i Kiev. Det var en smuk by, men varmen virkede overvældende - i Kiev er der fastlandsklima, men høj luftfugtighed pga. floden Dnieper, der løber gennem byen.

Det første sted vi tog hen, var til klosteret, som er på verdensarvslisten. Det var imponerende med de hvide malede bygninger med gyldne kupler. Hvis man er i Kiev, kan det bestemt anbefales at lægge et smut forbi.

Derfra gik vi til krigsmonumentet og krigsmuseet. Det første syn der mødte os var statuen af “Moder Ukraine” - en kæmpe blikspand af en kvinde, med hÃ¥rdt stirrende ansigtsudtryk og et skjold med hammer og segl pÃ¥ - der er delte meninger om statuen, min personlige mening er at den er hæslig. Derimod var krigsmuseet spændende og jeg ville gerne have haft længere tid til at se det.

Kievs centrum er pænt med ornamenterede bygninger og mindre beskidt end mange andre ukrainske byer.

Jeg har kun set en lille del af denne spændende by og vil gerne se den igen.

Efter en alt for begivenhedsrig tur, var det rart at komme til Odessa og slappe lidt af.

Odessa ligger ud til Sortehavet og er en populær badeby for især de rige russere. Byen har mange pæne elementer, med store bygninger med flotte kupler.

Store dele af stranden er belagt med beton, hvilket er synd. Vi fik dog betalt os til en plads på en flot hvid sandstrand, hvor vi havde en strandseng at ligge at dase i.

Sortehavet er lidt grønligt i farven, men egentligt et udemærket sted at bade.